I Danmark optager landbruget mere end 60 pct. af det samlede landareal. Samtidig er Danmark tæt befolket. Det giver store udfordringer, når arealerne skal planlægges og forvaltes på en måde, som også tilgodeser hensyn til landskab, natur, miljø, ny infrastruktur og byudvikling.

Planloven sætter rammerne for arealanvendelsen. Planlovens formål er at sikre, at planlægningen af Danmarks areal forener samfundets interesser med beskyttelse af natur og miljø, så udviklingen sker på bæredygtig vis.

Kommunerne har ansvaret for planlægningen og skal gennem deres planlægning balancere de mange hensyn. Heldigvis kan flere interesser tilgodeses på det samme område.

Der findes ikke et samlet mål for arealanvendelse i Danmark. Dog er der en række nationale og internationale mål for dele af arealanvendelsen.

Folketinget indførte i 1989 et mål om at fordoble skovarealet. Denne målsætning er videreført og uddybet i Danmarks Nationale Skovprogram fra 2018. Her er målsætningen for skovarealet, at det skal forøges, så skovlandskaber dækker 20-25 % af Danmarks areal inden udgangen af det 21. århundrede.

I FN’s 20 biodiversitetsmål står der bl.a. i delmål 11, at mindst 17 % af landarealet skal beskyttes, især områder som er særligt vigtige for biologisk mangfoldighed og økosystemtjenester. Det er en del af det danske skovareal og en del af den lysåbne natur med til at indfri.

Over 60 pct. af det danske landareal er dækket af afgrøder. Resten af arealet er dækket af byer, infrastruktur, skov og lysåbne arealer (f.eks. eng, hede, andre ukultiverede og ubeskyttede arealer).

Som det fremgår af figur 1, er ændringerne ganske små mellem kategorierne fra 2011-2018. Der er dog stadig en udvikling over de fem år: Landbrugsarealet har i en række år måttet vige for skovrejsning, men også den lysåbne natur og de bebyggede områder.

Arealudvikling

Figur 1: Udviklingen af, hvordan arealet i Danmark er fordelt i hhv. 2011, 2016 og 2018.

Kilde:  Danmarks Statistik