Overvågning af almindelige danske ynglefugle kan beskrive den langsigtede udvikling af bestanden i forskellige landskaber. Denne udvikling kan give indsigt i levestedernes tilstand. Denne indikator anvendes internationalt blandt andet i forbindelse med Biodiversitetskonventionens mål om at standse tilbagegangen i biodiversiteten inden 2020.

Fuglearterne er inddelt i grupper efter deres levesteder baseret på fælles europæiske retningslinjer. I indikatoren indgår fuglearter knyttet til landbrugslandet (22 arter) og skovene (25 arter). For hver landskabstype beregnes et indeks, som beskriver den generelle udvikling. Dette suppleres med eksempler på udvalgte arter.

Ifølge FN’s ”Strategiske Plan for Biodiversitet 2011-2020” skal tilbagegangen i biodiversiteten standses inden 2020.

EU har en EU-biodiversitetsstrategi, der skal sikre, at EU lever op til de globale mål. Dette understøttes i Danmark bl.a. af indsatserne i ”Natura 2000”-planerne, som også omfatter fuglebeskyttelsesområder.

Danmark er forpligtet til at bevare og beskytte fuglearter efter reglerne i fuglebeskyttelsesdirektivet.

Vibe og sanglærke afspejler den generelle udviklingstendens hos landbrugslandsfuglene. Her er de primære årsager til tilbagegangen højst sandsynligt et gradvist mere intensivt landbrug. Hvid vipstjert er et eksempel på en art, der blandt andet har formået at tilpasse sig det moderne landbrug, derfor har arten oplevet fremgang.

Arterne knyttet til skov har forskellige udviklingstendenser, der kan tilskrives forskellige anvendelser af skoven og forskellig biologi hos de enkelte arter (deres føde, trækruter og redesteder).

Karakterfugle som bogfinke, stor flagspætte og topmejse er eksempler på arter, hvor den ændrede skovstruktur over tid giver forskellige udviklingstendenser, hvilket sammen med tilbagegang hos tropiske trækfugle og markant fremgang hos blandt andet ravn og huldue resulterer i en stabil udviklingstendens hos den samlede gruppe.